Lagt ud: 3/06-09 kl. 12:27 af derek

munch skriver: Opråb til småfede, overmagelige hr. og fru Danmark: Husk at lette røven fra sofaen den 7. juni og få fundet jeres lokale valgsted - for selv om I måske ikke ved det, så står jeres og jeres børns velfærd på spil!
Af Erik Munch Vi skal til valgurnerne to gange i år - til efteråret er der kommunalvalg og om få dage er der valg til EU-parlamentet! Vi ved af erfaring, at valgdeltagelsen ved EU-valg er temmelig meget lavere end ved indenlandske valg - måske fordi interessen er mindre, hjulpet på vej af uvidenhed omkring EU’s indflydelse på Danmark. En indflydelse, som bliver større dag for dag.
I de seneste år har det været moderne at snakke om ”harmonisering”, når talen faldt på EU - og tanken er da heller ikke så tosset, hvis harmoniseringen vel at mærke sker ud fra fælles politiske og økonomiske interesser - ikke under pres fra erhvervslobbyister og vismænd! Det er derfor naivt at tro, at EU ikke har indflydelse på dansk velfærd og derfor meget naivt ikke at afgive sin stemme den 7. juni - en stemme, som bør være lige så velovervejet som til kommunal- og folketingsvalg.
Fremtidens miljø, energi, teknologi og økonomi er afhængig af de rette demokratiske kræfter i EU. Fremtidens menneskesyn i forhold til skoler, institutioner, socialvæsen og ældrepleje er afhængig af de rette demokratiske kræfter i EU. Ikke fordi EU nødvendigvis kan påtvinge Danmark alt, der besluttes, men fordi danske politikere ofte læner sig op ad EU-beslutninger og -direktiver for at sikre en kortsigtet politik, ofte omkring populistiske velfærdsemner, søsat af pressen.
Hvis vi vil sikre den danske velfærdsmodel, inden den bliver liberaliseret bort, er det vigtigt at sætte denne model til eksempel for alle andre lande i det europæiske fællesskab - kun derved kan vi sikre det menneskesyn, som skal ligge til grund for de rammer, der i fremtiden skal afstikkes til vores børns uddannelser, vores forældres pleje og vores allersvageste medborgeres berettigede hjælp.
Derfor, tænk dig om, inden du stemmer den 7. juni - for du skal selvfølgelig hen og stemme! Stem personligt - og husk, en blank stemme er også en mening!
Til forsiden... |