Af Hans Anckarstjerna
Journalist og historiker

Endnu var der ikke herfra hørt om større faretruende angreb eller folkevandringer, da der i årene 114 – 113 f.Kr., kom oplysning til Rom om, en stor folkemasse, vel bevæbnet og krigeriske, viste sig ved grænserne. Det var germanske horder fra det yderste Nord, Kimbrer og Teutoner, som nu efter årelang vandring for at finde et blivende sted, viste sig i en faretruende nærhed af Romerriget.

Om det fjerne land, hvorfra de kom, havde man ingen eller kun svage forestillinger om.
Videnskabsmændene har fastslået, at Kimbrerne boede Syd for Limfjorden i det nuværende Himmerland. Ordet ”Kimbrer” må derfor anses som de to første stavelser i Ordet ”Himmerland”. Teutonerne boede sikkert også indenfor Danmarks grænser, og måske havde de hjemme omkring Thy og var dermed naboer til Kimbrerne. Men også et tredje Stammefolk nævnes som deltagere i denne folkevandring, det var Ambronerne, der boede ved Østersøens sydkyst eller på Sønderjyllands vestkyst, muligvis har øen Amrum haft beboere af denne stamme.

Men alle disse folk drog ud fra Nord i tusindvis, og på vejen mod syd forstærkedes de af andre folk, så deres antal til sidst regnedes i hundrede tusindvis. Disse folkevandringer har engang haft en bestemt årsag, selv om vi ikke kan udrede forholdet længere. Der findes en overlevering der siger, der var oversvømmelse i hjemlandet, og den drev dem bort, man har sat det i forbindelse med Vesterhavets hærgning på den jyske kyst. Var det måske tillige overbefolkning og måske hunger, og havde de klimatiske forhold i en periode måske forværret sig, eller var det den rene vandrelyst og tørsten efter bytte? Ingen ved noget om det! Men et er dog sikkert, de bortdragne folkemasser søgte nyt landområde, hvor de kunne bosætte sig i de sydlige egne, hvilket de sandsynligvis havde hørt tale om gennem handelsmænd, som allerede i lange tider havde søgt op til Rav kysterne.

Nu drog så folkeskarerne ud! Kvinder, Oldinge og Børn blev læsset på vognene, og vandringen begyndte. De krigslystne mænd var for største delen til fods. Mens Kimbrerne havde eget rytteri. Dag efter dag gik det fremad. Jagthundene fulgte efter, de var kraftige og velordnede som krigshær, og det må forbavse, når man ved , hvad der selv i vore dage fordres for at sætte store krigsmasser i bevægelse, at det i det hele taget har været muligt at føre dem frem. Vild og ustyrlig blev Kimbrers og Teutonernes færd, tapre og våben øvede, energiske og stærke var disse Nordboer, hvis begreber om ære stod meget højt og var knyttet til deres våben. Deres kvinder var stærke og æggede mændene til dåd, og viste disse en sjælden gang svaghed, vendte kvinderne sig mod dem så eftertrykkeligt, at de som regel mandede sig op. Døden frygtede ingen, alle var hårdføre og en dyster mørk religion beherskede deres sjæle og affødte menneskeofring og lignende grusomheder. Men trods alt var disse folk på ingen måde blottede for ridderlige og ældre følelser. Selv overfor en fjende kunne de vise højsind, når disse havde indgydt respekt på grund af deres tapperhed. I mange måder genfinder vi træk hos disse mennesker, som kendes fra Vikingetiden, som ca., 1000 år efter på ny medførte folketog og udfart fra de Nordiske lande.

Ganske langsomt må vandringen have fundet sted, rimeligvis gruppe for gruppe, og ofte slog man sig ned og spredte sig, hvor forholdene var gunstige for ernæring af mennesker og dyr. Det varede da også år, inden toget nåede mod Italiens grænser. Kun om sommeren kunne man bevæge sig frem, men når vinteren kom, måtte man gøre holdt. Kom det til kamp, var det sandsynligt Indogermanernes ældgamle taktik, der blev anvendt. Kolonne formation med en kileformet tryne ” Svinefylkingen” . Deres våben var Buer og Pile til kamp på afstand, Spyd og Sværd til nærkamp med Skjolde til beskyttelse.

Fra de tider, da Folkevandringerne tog rigtig fart, er Danmark gjort store Mosefund af våben og brugsgenstande, hvilket åbenbart efter svære kampe har været nedlagt som ofring til Guderne. Frem til året 1891 blev de fremdraget i Moserne ved Gundestrup i nærheden af Års, altså midt i Himmerland. Et af de prægtigste sølvfund, der er gjort i Norden er en stor offerkumme med Gude fremstilling. Offerscener og krigere, til Hest og til fods. Kummen er fra tiden Kristi fødsel og er en meget barbarisk kunst, men dens ornamentik viser en klar påvirkning fra Gallien og Romerriget, netop i de egne, hvor Kimbrerne var draget hen for godt 100 år siden.

Af den øvre Elben var folkevandrings skaren nået til Bojernes land, Boi- haim (der nuværende Bøhmen), hvor de i året 114 f.Kr., forsøgte at få fodfæste, men i de hercyeniske Skove blev de slået af de indfødte og drevet bort fra deres grænser mod syd, hvor de trængte frem til egnene syd for det senere Serbien. Nu vendte de omkring og gik i Nordvest og vestlig retning. En romersk hær under konsul Cn. Papirius Carbo stod Øst for Alperne for at forhindre, at de frygtede Barbar horder skulle forsøge at drage ind i Italien, men det tænkte de nu heller ikke på.

Alligevel overfaldt Romerne deres lejr ved nattetid, men led et frygteligt nederlag ved Noreja. Her lærte de romerske soldater for første gang at kende ”Kimbriske hyl” og Teutonisk bersærkergang. Resterne af den romerske hær flygtede ind i Skovene, og først tre dage senere fandt de sammen igen. Vejen til Italien lå nu åben, men øjeblikket blev ikke benyttet, og folkeskaren drog videre mod Vest, nord om Alperne, forstærket med en mængde folk fra Helvetien.

Disse vældige skarer drog nu ind i Gallien, hvis sydøstligste del dannes af den Romerske provins (siden Provence). Romerne blev igen opskræmte, og konsul Junius M. Silanus trådte de fremmede i møde. De opførte sig fredelige, og bad kun om Land, hvilket han afslog, derefter sendte de gesandter til Rom i samme anledning. Også her fik de afslag, og da Silanus rykkede imod dem, blev han slået, og vejen til Italien lå igen åben, men blev stadig ikke benyttet. Derimod huserede Nordboerne nu i flere år i selve Gallien og syntes at have nydt tilværelsen der i rigt mål. Befolkningen måtte de fleste steder flygte ind i Byerne, og der opstod en sådan nød og elendighed, at man endog tyede til menneske æderi.

Gang på gang sendtes romerske hære imod Barbarerne, men de led ikke kun nederlag, i året 107 ved Aginum, der lå ved nedre Garonne, og hvor konsul L. Cassius Longinus faldt, hvorefter resterne af hæren reddede sig ved en overenskomst, efter de var gået under åget. I året 105 opererede endog tre hære mod Kimbrer og Teutoner, men med udygtighed og indbyrdes skinsyge mellem de romerske hærfører fremkaldt de et komplet nederlag ved Aransio (Orange) den 6 oktober året 105. Legaten Marcus A. Scaurus blev fanget og Romerne mistede 80.000 soldater og 40.000 Trosknægte og Marketender. Disse fanger blev ofret, og byttet blev viet til Guderne. De erobrede våben blev sønderknust og sænket i Rhonefloden sammen med et stort bytte. Deres Heste blev druknet samme sted, og fangerne blev dels hængt (Odin var de hængtes Gud) andre blev slagtet. Det hedder sig at præstinder, klædt i hvide linnedklæder, smykkede dem med bånd og blomster som andet offerkvæg og førte dem så i festligt optog hen til en uhyre stor offerkedel. Der besteg en af dem et trin og gennemskar fangernes Strube, idet han blev kastet frem over kedelens rand. Af bloddampe i Kedlen spåede de derpå. Andre præstinder skar Bugen op på de døde kroppe og spåede via deres indvolde. (dette er afbilledet på Sølvkedlen fra Gundestrup). Her var det dog en præst, og ikke en præstinde, som foretog ofringen. På Kedlens bund er der fremstillet en Tyr, hvilket også stemmer med Kimbrernes religion, for på deres togt medbragte de en Malm- Tyr, som de brugte til at sværge ved. Da nu Kimbrerne havde fanget den romerske hærfører Scaurus, behandlede de ham godt og viste ham hæder på grund af den tapperhed, han havde udvist, og da deres egen hærfører Bojerik, hvis ry i øvrigt gik viden om, havde nedhugget Scaurus, i raseri over, at denne havde advaret ham imod at trænge ind i Italien, dadlede Kimbrerne denne handling.

Teutonernes Færd og Nederlag.
En Kimbrisk skræk greb Romerne, da de opdagede nederlaget ved Aransio. Allerede så man i tankerne Kimbrerne foran Roms porte, som i sin tid Gallerne under Brennus. I øjeblikket var der til dækning af Alpe grænsen kun resterne af en romersk hær, men Nordboerne forspildte dog igen det gunstige øjeblik og vendte sig andet steds hen, måske har de ment nu efter de havde slået den romerske hær, at de uantastet fra den side kunne sprede sig for bedre at leve, Kimbrerne gik derefter Vest på og søgte over Pyrenæerne ned i Spanien, men blev vist tilbage af Baskerne, mens Teutobod, og med dem Ambronerne, vandrede op i Nord Gallien, hvor de sloges med Blegere uden at opnå noget resultat.

Et blivende sted fandt ingen af disse stammefolk, de var måske også blevet vant til det omflakkende liv og til røverfærden de førte, at de havde vanskelighed med at bestemme sig til at blive noget sted under ordnede fredelige forhold. Tiden gik indtil året 102 e.Kr., da erfarede man, at nu havde de endeligt besluttet sig til at søge ned i Italien i to ret spredte grupper: Ambroner og Teutoner fra Gallien langs havet, og kimbrer over Bjergpassene i Tyrol. Men nu var Romerne parate til at modtage dem på begge steder.

De havde i Cajus Marius fået en hærfører, der var situationen voksen. Han var oprindelig bondesøn, hård og streng, en ægte soldat, da riget blev truet af fjender, først i Nord Afrika, nu i Gallien, gentagende gange blev Konsul og ført de romerske hære til sejr. Han var den 1 januar året 104 afrejst til hæren i Gallien, og det tog et par år før han ved mandstugt havde genoprettet og øvet tropperne. Alle der kunne bære våben var blevet opbrudt, og soldaterne var nu for en stor del folk fra de brede lag, der måtte dog tid til at gøre dem egnet til brugbare soldater.

Marius havde i året 102 slået lejr ved Rhone flodens munding. Han lod straks soldaterne, der trængte til at disciplineres ved arbejde, grave en kanal gennem flodmundingens sandbanker, for at proviant skibet kunne løbe ind i nærheden af hans stærkt befæstede lejr, hvorfra man så snart Teutonerne og Ambronerne kom i utallig mængde med deres frygtelige barske åsyn og vilde høje skrig, at man aldrig havde hørt noget lignende. De slog nu lejr, og indtog en ganske betydelig del af Sletten, hvorpå de udfordrede Marius til kamp ”Plutark”. Men denne ville ikke indlade sig derpå, før hans soldater havde vænnet sig til synet af de vilde Barbarer og deres krigsskrig. Hvad Soldaterne angik, lod han dem skiftevis i hold træde op på voldene for at betragte fjenden.

Fra lejren kunne man se, at Barbarerne plyndrede hele den omliggende egn, ja ofte gjorde de det med kådeste frækhed angreb mod lejren. Men Marius ville vente til krigsstemningen var på sit højeste. Selv da soldaterne højlydt begyndte at ytre deres misfornøjelse med, at de ikke fik tilladelse til at gå løs på fjenden, holdt han igen. Han angav, at han ønskede Oraklets svar for det rette tidspunkt og sted, for at de kunne vinde sejr. ’’Han førte med sig en Syrisk kvinde ved navnet Martha, som blev anset for at kunne spå, og så meget som han med megen ærbødighed lod bære omkring i en bærestol, og det uden hvis befaling han ikke lod anstille ofringer, ved disse indfandt hun sig gerne i en stærk purpurfarvet, opfæstet kjole og bar en krans og en omvundet lanse i hånden.

Der var mange, som ikke ret vidste, hvad de skulle tænke om dette optog. ’’Om Marius virkelig havde nogen tillid til denne kvinde, eller om han kun anstillede sig sådant’’ og lod hende optræde for, efter aftale med hende, ved hendes gøgleri der skulle virke på mængden. Der indtraf i øvrigt mange vartegn, som åbenbart blev tydet i den retning, som feltherren ønskede. Marius forblev således uvirksom i lejren sammen med sin hær, skønt Teutonerne prøvede på at ægge ham til kamp ved at sende styrker mod lejren, men disse blev vist tilbage af de romerske bueskytter.

Teutonerne besluttede så til sidst at drage videre, dels for at komme frem til bedre vand, og dels for at komme over Alperne. De brød op og drog forbi den romerske lejr: ’’ og da kunne man , af de lange rækker, som toget udgjorde, og tiden, som det tog allerbedst se, hvilken talløs mængde de bestod af, for det skal i uafbrudt march have taget 6 dage at komme forbi Marius lejer. De gik så nær ved Volden, at de under hånende latter endog spurgte romerne om de ikke ville have bud med hjem til deres koner, da de snart ville komme til dem. Nu var Marius tvunget til for enhver pris at følge efter og forhindre, at fjenden gik over Alperne ned i Italien.

Videre fulgte han Barbarerne til Sextus Kilderne ’’som nu hedder Aix og ligger nær ved foden af Alperne. Her var der imidlertid ingen overflod af vand, og soldaterne knurrede, da de led af tørst, hvortil Marius ’’idet han pegede i retning af et vandløb i nærheden af fjendens lejr’’ svarede, at de der for blod kunne få vand. ’’Hvorfor fører du os da ikke straks derhen?’’, for inden blodet i vore åre er stivnet lød det ham i møde.

Lejren måtte først befæstes, var hans svar. Imidlertid kom det mod feltherrens vilje til kamp. Sagen var nemlig den, at nogle af hans knægte og med dem nogle soldater var søgt ud af lejren ned til et vandløb for at vande deres Heste, men også for selv at drikke. Her var desuden en varm kilde, hvor der kunne bades. Men da de kom dertil, var der allerede en mængde fjendtlige soldater til stede i samme anledning, og der opstod øjeblikkelig en voldsom kamp mellem dem. Man sloges med det man havde ved hånden, våben eller redskaber. Der lød skrig og tummel, og der strømmede mandskab til fra begge sider.

Til sidst blev Barbarerne der tilhørte Ambronernes folkestamme, som androg 30.000 mand, drevet tilbage. Under vilde skrig, og idet de efter en vis takt slog på deres våben, var de i slagorden gået mod Romerne under råbene ’’Ambroner Ambroner! De styrtede nu i vild uorden tilbage over floden til deres borg, forfulgt af Romerne: ’’Men her kom kvinderne mod dem under gyselige hyl og Sværd og Stridsøkser i hænderne, de vendte sig både imod de flygtende og deres forfølgere. De blandede sig imellem de stridende og fra rev med bare hænder Romernes skjolde, og tog fat på deres Sværd og lod sig lige til dødsøjeblikket både såre og nedhugge med et ukueligt mod.

Teutonerne havde ikke deltaget i denne kamp, som jo heller ikke havde været tilsigtet, og derfor var der heller ingen sejrsglæde i den romerske hær, hvor man hele natten fra fjendens lejr hørte: ’’en hylene, der ikke lignede menneskers klage eller suk, men var et vildt dyrisk brøl, blandet med trusler og klage. ’’ Disse hyl lød sletten vidt og bredt og gav genlyd i Bjergene, så Romerne blev bange, og selv Marius frygtede, at det om natten skulle komme til et uordentligt forvirret slag. Men det skete dog ikke. Først den næste dag kom det til slag. Marius havde om natten udsendt Claudius Metellus med 3000 mand, for at de skulle danne et baghold og derfra gribe ind, når det kom til et slag.

Da så dagen gryede, lod Marius sine tropper rykke ud af lejren. Rytteriet sendte han ned i Dalen for der at operere på slet landet, og fodfolket drog ned af fjeldskråningen, på hvilken Romernes lejer lå, for at indtage slagorden. Teutonerne stormede nu op mod Romerne, men Marius befalede sine folk at gøre holdt. Først når fjenden kom på kastespyds afstand, skulle de kaste deres Spyd, så bruge Sværdene og endelig trykke fjenden ned med Skjoldene.

Barbarerne måtte lidt efter lidt vige ned i dalen, hvor de ville indtage slagorden, men nu blev de taget i Ryggen af Metellus. Der fulgte et stort blodbad, opløsning af slagordnen, og der faldt eller gjordes til fanger over 100.000 Teutoner og Ambroner, foruden der gjordes et mægtigt bytte af stridsvogne, våben og andet gods. Af alt dette blev der udtaget det bedste, til og med at pryde den forestående triumf. Resten blev brændt på et mægtigt bål som offer til guderne, mens hele hæren i fuld udrustning stod opmarcheret omkring bålet.

Selv bar Marius på romersk vis, et Skærf og en purpur kjortel samt en brændende Fakkel, som han med begge hænder løftede mod Himlen, idet han ville antænde bålet. I den samme kom nogle ryttere farende og bragte ham meddelelse om, at han for femte gang var blevet valgt til Konsul.

Glæden ved sejrsfesten blev ved denne oplysning meget fornøjelig. Hele Armeen istemte fryde råb under krigerisk våben buldren, og officererne prydede med Laurbær kranse deres anfører Marius, som nu antændte bålet og fuldbyrdede ofret. Nogle historieskrivere beretter, at Masilierne ’’der boede ikke langt fra Valgpladsen’’ havde indhegnet deres Vingårde med de dødes ben, og Jorden ved de forrådnede lig og ved den kommende Vinters stærke Regn var blevet så fede, af den dybt forrådnede frugtbare Jord, at det næste Forår gav en ganske overnaturlig rig afgrøde.

Kimbrernes undergang.
På samme tid som Marius forsvarede den romerske Nordvest grænse mod Teutonerne, havde feltherren Catulus til opgave at værge Nord grænsen mod Kimbrerne, der kom ned over Alperne. De klatrede gennem Is og dyb Sne op på toppen af Fjeldene og lod sig da oppefra på deres Skjolde glide ned af de stejle glatte Klipper i en umådelig dybde. Catulus trak sig tilbage bag Floden Atitson (nu Adige Etsch), her byggede han en Bro og forskansede sig på begge bredder i en større lejr, på den fjendtlige side og i en mindre på den modsatte side.

Kimbrerne rykkede som sædvanligt frem med voldsomhed og under krigshyl. Styrken i den store lejr blev betaget af panik og flygtede over på den anden bred og videre. Catulus søgte forgæves at holde igen. Først ved angrebet på den lille lejr mødte der fjenden en tapper modstand. Mandskabet værgede sig her med en sådan tapperhed, at Kimbrerne gav dem fri afmarch over deres mod. Da den romerske officer, som kommanderede her, i forbavselse over fjendens langmodighed, troede der var svig blandet i, svor Kimbrerne ved billedet af den hellige Tyr, at det var der ikke, og således kunne denne styrke afmarchere med fuld honnør, men i øvrigt flygtede Romerne.

Kimbrerne blev nu herre i det rige land område Nord for Po floden og blev der foreløbig, mens Marius fik den opgave året efter at imødegå og slå dem. Helt forgæves bad Nordboerne atter om land til sig selv og deres brødre Teutonerne. Først da Marius spottende sagde til deres anfører, at de ikke behøvede at bekymre sig for deres brødre, de havde allerede fået Jord, som de for stedse måtte beholde. Og da han dernæst lod fremføre i lænker Teutonernes fangede Høvding, gik det op for de kimbriske udsendinge, hvad der var sket.

De blev dog langtfra modløse, og efter deres hærfører Bojerik personligt, på nordisk vis, havde aftalt med Marius Tid og sted til kampens afgørelse, fandt denne sted på de raudiske marker ved Vercellæ (nu Vercelli) den 29 juli året 101. På romersk side opmarcherede Catulus i centrum med 20.300 mand, mens Marius havde sine 32.000 mand fordelt på fløjene. Kimbrernes fodfolk rykkede frem i en stor firkant hvis sider var 30 stadier ’’3/4 mil, samtid med deres rytteri brød op. Deres rytteri var på 15.000 mand, rykkede nu frem i fuld pragt, de havde Hjelme på, der forestillede gabene af et eller andet frygtelig dyr, og besynderlige skabninger, som forhøjedes endnu mere ved de anbragte fjerbuske, på den måde syntes de højere, end de var i virkeligheden, de var også smykkede med Jern harnisk, havde lysende blinkende Skjolde.

Enhver af dem havde tveæggede Spyd de kunne kaste med, og i det egentlige angreb huggede de med deres store tunge Sværd. Denne gang angreb rytteriet, som stod på højre fløj, ikke Romerne i fronten, men vendte sig mod deres venstre flanke. De romerske generaler formåede ikke at holde deres fodfolk tilbage på deres venstre fløj, for der var en der råbte, at fjenden tog flugten, og de stormede derfor alle frem for at forfølge. I samme øjeblik rykkede Barbarernes fodfolk frem som et bølgende brusende Hav.

Sulla, som tjente under Catulus, beretter i sine memoirer, at der under Barbarernes fremmarch rejste sig en voldsom støvsky, der hyllede alt ind, og det fortælles, at Marius’ fodfolk under sin fremrykning mod rytteriet for vild og ikke traf fjenden, mens Catulus modtog angrebet og afgjorde kampen. Om det nu også er rigtigt har der været rejst tvivl om. Men et er dog sikkert Romerne sejrede. Solen skinnede med voldsom varme Kimbrerne i ansigterne under hele kampen. De stønnede og svedte over hele kroppen og måtte holde deres Skjolde for ansigterne. Støvet indhyllede ellers modstanderne, og enhver der indlod sig i nærkamp med dem han stødte på, uden forud at være gjort bange af det afskyelige syn. Det hedder videre: Den største og mest stridbare del af fjenden nedhuggedes på stedet, for det forreste geled havde, for at linien ikke skulle brydes, lænket sig sammen med lange kæder, der var fæstnet til deres Bælter.

’’Dette er dog rimeligvis en misforståelse, måske var de lange kæder noget vi kender fra senere tiders kampe hos Nordboerne, de havde dannet en Skjoldborg og lænket Skjoldene sammen på kolonnernes sider. Af afslutnings kampene gives en ganske malende skildring: ’’Romerne forfulgte de flygtende tilbage til deres lejr, hvor de blev vidne til de sørgeligste optrin. Barbarernes kvinder stod nemlig på deres vogne, hvor de var iført sørgedragter, og myrdede de ankommende flygtninge, ’’deres mænd og deres brødre’’ deres fædre, spædbørn kvalte de med bare næver, hvorefter de kastede dem under hjulene og under last dyrenes fødder, og derpå myrdede de sig selv. Ja, man fortæller om en kvinde, at hun havde hængt sig i en oprejst vognstang, og tillige hængt sine børn i snore, bundet ved begge hendes ben. Af mangel på træer, hvori de kunne hænge sig, bandt mændene sig omkring halsen til Oksernes Horn eller hove, stak derpå dyrene med pigge og lod sig, når disse sprang frem, således slæbe og træde til døde. Selv om så mange på den måde dræbte sig, var antallet af de mange fanger over 60.000, og endnu mere end dobbelt så mange skulle være faldet i slaget/ Plutark.

Et andet sted hedder det: ’’Da den menneskelige modstand var til ende, forsvarede endnu de kimbriske Hunde deres herres vogne. Blandt de faldne var Kimbrernes hærfører Bojerik.

Det mest værdifulde bytte, som faldt i Romernes hænder, var vel den Kobber Tyr, til hvilken Kimbrerne havde svoret til. Der var både mellem soldaterne indbyrdes og hærførernes strid ’’eller magtsyge’’ hvem der fortjente æren for at have vundet slaget. Alligevel blev den dog tilskrevet Marius, dels som følge af den første vundne sejr, og dels fordi han beklædte den øverste kommando. Folket gav ham endog navnet ’’Roms tredje stifter’’, som den, der havde afværget en ny fare for staten.

Også i borger hjemmene festede man, får både Marius og guderne ligesom man foretog drik ofre. Han holdt derefter sit triumf indtog sammen med Catulus.

Nordboernes eftermæle.
Kimbrer og Teutoner, som så faretruende havde nærmet sig Rom, var for evigt gjort uskadelige. Om de flygtninge som frelste livet, og som drog mod Nord i retning af Alperne, hørtes intet. Hvorvidt nogen af dem skulle have nået hjem til Danmark, vides ikke. Fangerne blev så gjort til slaver, og adskillige af disse hidtil frie mænd, måtte som Gladiatorer kæmpe indbyrdes på Romernes Arenaer. Under den store Gladiator opstand, som Spartakus rejste i året 73 f.Kr., for at befri sådanne fanger, så de kunne rejse hjem, var der endnu både Kimbrer og Teutoner. Men som bekendt blev oprøret slået ned.

I hjemmene kysede man børnene, når de var uartige med: ’’Nu kommer Kimbrerne!’’ og teutonisk udtryk, som medførte skræk. Adskillige steder i Italien kan man endnu læse navne på Kimbrer og Teutoner på mindesmærker, som Marius lod rejse for eftertiden. Romerske digtere omtalte lejlighedsvis også de frygtede Nordboer, ligesom der også fra selve Norden foreligger klare vidnesbyrd om dette eftermæle. Goternes helt, kong Berik, er således ingen anden end Kimbrer høvdingen Bojerik. På Roms Stortorv var der en Vinstue, som bar navnet: ’’Ved det kimbriske Skjold’’. Dens navneskilt forestillede et Kimbrisk våbenskjold, ’’et hæsligt fjæs med Tungen hængende ud af Halsen’’.

Trangen til folkevandring fra den jyske halvø, gjorde sig i øvrigt også senere gældende. Fra Hardsyssel i Jylland udvandrede således 20.000 Haruder sammen med Sveber fra Holsten, hvilket i året 58 f.Kr., blev slået tilbage fra venstre Rhin bred af Cæsar, fire år efter overvandt han en belgisk stamme ved navnet Tungrerne, hvis navn endnu er bevaret i den belgiske By Tongern. Disse stammer var ’’sagde man’’, efterkommere af Kimbrer og Teutoner, som var ladt tilbage. Cæsar solgte 50.000 af disse Tungrer som trælle og endda var de ikke helt udryddet.

Efter folkevandringen fra Nord i nogle menneske aldre havde fulgt slag i slag fra år 115 til 58 e.Kr., lykkedes det for en tid Romerne at standse dem, så det 3. Århundrede e.Kr., begyndte de store folkevandringer på ny mod Syd og Vest, senere igen kom Vikingetiden med dens store bedrifter.