Jyllands-Posten bragte nogle tegninger af Muhammed, vel vidende at det ville falde en del muslimer for brystet, tror jeg. Det er jo sådan en dansk tradition, det der med at hævde sig når man tror det ikke koster noget, men lad nu det være. Måske har vi i Danmark vænnet os til at 'selvfølgelig kan man tillade sig at provokere', nok fordi at vi bare er sådan et lille land som ingen alligevel lægger mærke til.

Set i tilbageblik er det vel ikke overraskende at muslimer verden over reagerede stærkt. Det ville vi også have gjort, hvis nogen havde pisset på noget der stod os tilstrækkeligt nær. Jeg husker engang da Jens Jørgen Thorsen havde malet et stort maleri af Jesus på en husgavl i Ålborg; det rejste såmænd en storm af forargelse. Problemet var at han var blevet udstyret med en gevaldig erektion, som han hang der på korset.

Det havde jo nok kunnet reddes i land, hvis man - Jyllandsposten eller regeringen - havde kunnet tage sig sammen til at komme med en passende undskyldning, men i stedet valgte man at trække flosklerne om 'ytringsfrihed' osv frem og iøvrigt gentage successen i andre dagblade.

Og så er det jeg sidder herovre i London og bliver ond i sulet. Fordi, for mig at se så er det der foregik, at nogle på Jyllands-Posten valgte at være dum-flabede overfor en befolkningsgruppe, muslimerne, som allerede er udsat for et kolossalt pres, fordi de over en kam bliver associeret med terrorisme. Og da muslimerne så tillod sig at blive vrede over provokationen, reagerede man med trods; dum, umoden og malplaceret trods.

Så når vi nu sidder og mediterer over situationen i skæret fra vores brændende ambassader, og venter på de første nyheder om drab på danskere, så synes jeg at vi allesammen skulle tage at tænke lidt over det her med ansvar: vi har ytringsfrihed, vist så, men al frihed er under ansvar.

Og det er i det hele taget noget vi bør tænke videre over i Danmark. Alt hvad vi gør kommer tilbage til os. Der var en lang periode, hvor jeg kunne være stolt af at være dansker; det skyldtes at Danmark gennem mange år var et forgangsland hvad angår ligestilling, tolerance, miljø, velfærd osv. Vi havde simpelthen et godt ry i verden.

Nu er vi ved at have brændt det af - med de seneste års opblomstring af smålighed og snæversyn overfor 'de fremmede', den stadigt mere afstumpede retorik og de åbentlyst fremmedfjendske lovtiltag - ja, der er sgu ikke meget agtelse tilbage ude i verden.

Har vi virkelig råd til at skide på hvad andre mennesker mener? Og synes vi virkelig at det er os værdigt? Vi i Danmark har i lang tid nydt godt af fred og velstand, og måske synes det som om at intet nogensinde vil kunne røre os; men vi kan miste hvad vi har og det kan ske hurtigere end vi regner med. Vi er hverken immune over for krig eller naturkatastrofer; og der er uhyggeligt mange måder at terrorisere en befolkning på, hvis det skal være. Måske står vi en dag med hatten i hånden og vil gerne have lov til at flytte til et andet land med bedre forhold.

Gad vidst om vi vil blive hånet med betegnelsen 'bekvemmelighedsflygtninge'?