Frimurerne mindes ham for hans indsats, idet han er den af vore frimurerkonger, der har ofret mest tid herpå. Han hævede frimureriet i Danmark til en hidtil ukendt højde og anseelse, der førte ind på det rette spor, og han ledede med sjælden iver og indsigt dets anliggender til sit livs sidste stund.

Den kongelige frimurer ring


Særlige minder er der adskillige af. Særdeles iøjnefaldende er Kong Frederik den VII's frimurer ring, der blev skænket til svenske og danske frimurerbrødre, der samtidig med kongen modtog ottende graden 1858. Den findes i dag i flere eksemplarer; blandt andet i Frimurermuseet i
Stamhuset og i logen Cimbria i Aalborg. Den beskrives således:

Over den svære guldring sort og hvid emaljebelægning. Fronten: På et hvid emaljeret skjold ses et rubinkors, 5 sten. l kors arm 12 brillanter i dråbeformet indfatning. Venstre side: Hvid emaljeret kubus med rødt emaljeret malteserkors i det ene kvadrat. Grønemaljeret Davids stjerne med guld, 2 korslagte sværd i guld, efterfulgt af en okse. Højre side: Indenfor en strålesol af guld med en stor brillant, flankeret af bogstaverne C.F. - Herefter følger passer- og vinkeltegn, guld halvmåne med tre indlagte brillanter samt mesterhammer. Bagsiden: Ringen er gennembrudt bag det røde rubinkors.

Optaget til frimurer i Schweiz


Efter overstået konfirmation i 1826 og forlovelse med Frederik Vl's yngste datter, fandt faderen efter egen erfaring det passende at sende den unge prins Frederik til fremmede lande for at fremme hans udvikling. Han sagde farvel til hjemmet og drog til Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien. Hans egentlige bestemmelsessted var byen Genf. Her udvidede prins Frederik i mange retninger sine kundskaber.

Han gjorde en tid menig tjeneste i den genfiske nationalgarde, og som belønning for en afhandling om de ved militæretaterne brugelige geværer, havde han den ære af den franske gesandt på regeringens foranledning at få overleveret æreslegionens officerskorps. Han vendte tilbage fra Genf som borger af republikken og som frimurer. På hvilken dag prins Frederik blev medlem af frimurerordenen i Schweiz vides ikke, men det er rimeligvis sket i 1827.


Den 24. oktober 1828 genså han atter fædrelandets kyster, og 1. november samme år blev han under festlig jubel fra befolkningens side gift med prinsesse Vilhelmine. Han var da 20 år gammel! Det blev imidlertid ikke til noget godt samliv, og da de uheldige forhold kom Frederik VI for øre, befalede kongen den unge prins nu at forlade København og begive sig til Jægerspris slot, indtil et orlogsskib var udrustet til at føre ham til Italien.

Den 3. december 1839 døde kong Frederik den VI., og prinsens fader besteg tronen under navn af Christian den VIII. Som følge heraf blev den unge fyrste nu kronprins og udnævntes samtidig til guvernør over Fyns Stift. Han forlod Fredericia og tog ophold på slottet i Odense. Den kærlighed og interesse for brødrene i Odense, som faderen havde næret, gik også i arv til sønnen, der med iver deltog i loge arbejdet.

I en konference i logen den 3. marts 1840 modtog prins Frederik Ordenens anden grad, og da Christian VIII den 16. juli samme år for første gang besøgte logen i Odense, blev sønnen ved denne lejlighed optaget i tredje grad.

Hans ægteskab med prinsesse Vilhelmine var i mellemtiden fuldstændig opløst. Men da han i 1840 var på en sørejse, bragtes der bud til Danmark, at nu var han på ny blevet forlovet; denne gang med prinsesse Mariane (Marie) af Mecklenborg-Strelitz. Brylluppet fandt sted det følgende år, men det lykkedes dog ikke prinsen at knytte sin unge gemalinde varigt til sig. Længslen efter hjemlandet kaldte hende bort fra Danmark - først for en kortere tid og senere for bestandig.

Ægteskabet opløstes den 30. september 1846. Den 20. januar 1848 døde Kong Christian den VIII, og den næste morgen blev kronprinsen fra balkonen på Christiansborg udråbt til konge under navn af Frederik den VII. Han blev hilst med jubel: "Leve Friheden! Leve Konstitutionen!".

Den unge konge

Kongen kendte sit folks ønsker og længsler, og han besluttede at erklære, at han ville indføre en forfatning, som i lige høj grad egnede sig til at befæste kronens uantastelige rettigheder og til at sikre samtlige undersåtters rettigheder, i dette øjemed agtede han at indføre fælles stænder for Danmark samt for Slesvig og Holsten, de skulle samles i lige antal for kongeriget og hertugdømmerne. Denne bestemmelse vakte imidlertid misfornøjelse rundt om i landet.

Det havde under Christian Vlll's regering ulmet under asken i Slesvig og Holsten, og nu begyndte de flammer at slå op, som snart skulle smelte sammen til et blodigt, treårigt oprør. De Slesvig-Holstenske stænders deputerede afholdt en forsamling i Rendsborg og sendte en deputation til kongen for at forlange Slesvig-Holstens forening ved en fælles fri forfatning og Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund.

Kongen svarede, at han hverken havde ret eller vilje til at indlemme Slesvig i det tyske forbund, men at Holsten som en tysk forbundsstat skulle få en selvstændig, fri forfatning. Deputationen havde fået det svar, at såfremt hans tilbud ikke blev modtaget, ville hele det danske folk hævde Danmarks værdighed. Så fulgte den uheldsvangre tid - det treårige, blodige oprør - der sluttede med en fred mellem Danmark og Preussen den 2. juli 1850, hvorefter kongen ved et reskript overtog regeringen af hertugdømmet Slesvig.


Den 16. og 17. december 1859 hændte den sørgelige begivenhed, at et af kongens kæreste opholdssteder, Frederiksborg Slots hovedbygning, gik op i luer. Han måtte da forlægge residens til Christiansborg Slot. En flytning, der blandt andet havde til følge, at han blev vidne til de beklagelige gadedemonstrationer i anledning af misfornøjelsen med det Rotwell-Blixen-Fineckske ministerium, samt med grevinde Danner. Sådanne misstemninger var kun forbigående og deltes i reglen kun af et fåtal.

"Folkets kærlighed, min styrke"


Folkets virkelige sindelag over for
kongen kom tydeligst frem på hans mange rejser rundt i landet, under hvilke han næsten overalt blev mødt med en begejstring, der nærmest var uden grænser, og som han selv udtrykte det:

"At bevare folkets kærlighed, deri består en konges sande lykke".

Kongen nærmede sig imidlertid sit livs sidste dage, og hans store ønske var at bringe det længe gærede spørgsmål om hertugdømmernes stilling til en afgørelse. Kongen døde den 15 november 1863.

Under et ophold i Glucksborg havde han under en af sine udflugter pådraget sig en forkølelse, der gik over til rosen og endte hans liv.

Efterretningen om dette dødsfald vakte rundt i landet den største bestyrtelse og den inderligste sorg. Stor var sorgen trindt om land, og ikke mindst var sorgen stor blandt frimurerne. Derved viste også brødrene (som hele det øvrige folk) den døde den sidste ære ved sørgefester.


Da kongen lå på castrum doloris, samledes først en kreds af brødre på Christiansborg Slot ved fyrstens båre, hvorefter den Ordførende Mester for logen Z&F etatsråd Carl Otto fremsagde et sørgedigt, og senere afholdtes en sørgeloge (til almindelige loge møder i templet), bærer brødrene deres smukt dekorerede skødeskind.

Disse er på bagsiden helt sorte, og til en mindestund for en afdød broder vendes den sorte side frem på skødeskindet til sorg for den afdøde.

Det blev imidlertid ikke tilladt frimurerne at pryde kisten i Roskilde Domkirke med en sølvgren (Akaciegren). Men blev det dem nægtet, så kunne man dog ikke hindre dem i at bevare i deres hjerte en inderlig kærlighed til og en dyb agtelse for den fyrste, som var dem et mildt og dog fast overhoved, og under hvis beskærmede ægthed frimureriet skød op de herligste skud i vort fædreland.

General-Stormesteren

Frederik VII var General-Stormester og havde som sådan jævnligt deltaget i logernes arbejde, men det var dog egentlig først efter krigens ophør, at han rigtig helligede sig frimureriet i Danmark og hævede det til dets høje stade.

Det skete navnlig ved indførelsen
af det såkaldte svenske system,der afløste det rektificerede system, under hvilket de danske
loger hidtil havde arbejdet.


I Helsingør havde der tidligere
eksisteret en loge under navnet "Maria til den røde Ørn", som var blevet indviet den 13. december 1779 under forsæde af broder Elbrecht. Under krigen med England i århundredets begyndelse ophørte denne loge, men i 1850 vågnede lysten hos brødrene i Helsingør til atter at få oprettet en loge. Derom blev der den 19. juli 1850 indgivet en ansøgning til Kong Frederik, og det blev på Frimurer- direktoratets indstilling bevilget den 15. september og bragt til brødrenes kundskab den 4. oktober.


Under de forberedelser, der i denne anledning blev trufne for at stifte logen Kosmos i Helsingør, kom flere af brødrene i forbindelse med svenske brødre i Helsingborg, hos hvilke sagen fik den hjerteligste deltagelse. Herved fik de danske brødre interesse for det svenske frimureri, som hidtil kun var løseligt kendt på denne side af Øresund, og skibslakerer i Helsingør Actonius Gad besluttede derfor tillige med tre derværende St. Andreas-brødre at opføre "Cubiska Stenen". Da de havde modtaget St. Andreas-graderne fandt de sig så tilfredse den, at de besluttede at skride frem trin for trin for på denne måde at opnå den højere kundskab, de søgte. Disse brødres indvielse i Andreas-graderne fandt sted først i Helsingør-logen "Kosmos" som indviedes under det rektificerede system den 9. april 1851 af det gammel-skotske frimureri direktoratets præsident, ved hvilken lejlighed General-Stormesteren lod repræsentere ved brodér overhofmarskal J. Levetzau.


Allerede ved indvielsesfesten kom det svenske system på tale, og da efterhånden flere brødre af logen Kosmos lod sig forfremme i Kristianstad, steg stemningen for dette system således, at helsingørske loge den 20. september 1851 indgav ansøgning til General-Stormesteren om tilladelse til at antage den svenske frimurerlære.

Andragendet blev bevilget den 12. april 1852.


Både af den tilladelse og af den omstændighed at flere i kongens nærmeste rejse til Kristianstad for at lade sig optages i den svenske loge, tør man drage den slutning, at han ikke alene har været stemt for sagen, men tilmed i den har set en ny vej til en mere inderlig forbindelse mellem naborigerne og disses kongehuse. Og denne tilslutning blev stadfæstet yderligere derved, at Kong Frederik selv lod sig optage i den svenske Frimurerorden ved Hans Højhed Kronprins Carl af Sverige-Norge.


Denne optagelse fandt sted sommeren 1852 på Frederiksborg Slot i Hillerød, og højtideligheden overværedes af mange højerestående, svenske brødre såvel som af de danske brødre, der forud var optaget i de højere svenske grader. Til forberedelser af denne handling, ved hvilken Frederiksborg Slotskirke med tilstødende lokaler benyttedes, var der meddelt et kongeligt kommissorium til brødrene Gad, Kornbeck, Lange og Visby, af hvilke Gad og Lange måtte rejse til Kristianstad for at søge underretning om enkelte ting samt ansøgning om udlån af visse nødvendige aktstykker fra arkiverne.